fp4Kontakt os:

23/4: Foredrag: Johnny Sort - det er i faldet, du finder dine vinger!


Johnny Sort edited

Her får du et inspirerende og motiverende foredrag som har fokus på livskvalitet, og hvordan du trods svære udfordringer finder livsglæden i dit liv. Hvert år rammes mange mennesker af ulykke, sygdom, handicap eller smerter. Vores liv tager en pludselig og uventet drejning, som er alt andet end planlagt eller velkommen.

Johnny Sort giver et livsbekræftende indblik i, hvordan vi som mennesker kan overleve, når vi pludselig er tvunget til at forholde os til et liv med nye betingelser, og hvordan det er muligt igen at finde mening og glæde i hverdagen trods fysisk handicap, smerter og psykiske begrænsninger.

Du bliver mødt med alvor og humor, når han åbent og ærligt fortæller om de skelsættende vendepunkter i hans liv, og de udfordringer og prøvelser, som han gennemlever. Johnny Sort bruger sine oplevelser og erfaringer til at illustrere, hvordan det er muligt at fokusere på det positive og mulighederne i livet – selv når det ser sortest ud.

Målet er at inspirere andre, som oplever modgang til at finde troen på livet.

Måske er du selv ramt, måske er du pårørende til én som kæmper, eller måske har du bare brug for et boost af positiv energi i dit liv.

Foredraget vil give dig inspiration og motivation til at tage de valg, som gør, at du eller dem du holder af får det bedste ud af livet.

Om Johnny Sort:
Johnny mistede sin højre arm i en togulykke, da han var 18 år. Han lærte hurtig at omstille sig til et liv med fysisk handicap.
I 1993 tog hans liv endnu en drejning, da en fejloperation medførte hans livs mareridt og hans største handicap.
En operation som skulle fjerne eller mindske moderate fantomsmerter i Johnnys manglede arm endte katastrofalt. Han vågnede efter operationen til et kronisk smertehelvede – Johnnys krop brændte. Her lærte han for alvor, hvad det vil sige at kæmpe for at overleve.

I dag brænder Johnnys krop stadig 24 timer i døgnet, men han har lært at takle smerten. Johnny har været nødt til at erkende og acceptere sit liv, som det er og mere end nogensinde før fokusere på det positive og mulighederne frem for begrænsningerne.

Praktisk information:
Foredraget afholdes på Slagelse Bibliotek, Stenstuegade 3, 4200 Slagelse ( i den store sal) tirsdag d. 23. april fra kl. 19. Dørene åbnes allerede fra k. 18.30.

▪ Det er gratis at deltage, men tilmelding er påkrævet til foredraget. Du tilmelder dig ved at følge linket her: https://frivillig-slagelse.nemtilmeld.dk/1/
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Frivilligcenter Slagelse på info@frivillig-slagelse.dk eller tlf. 51 40 90 73.

▪ Arrangører: FAKS Slagelse, Diabetesforeningen Slagelse, Arbejdsskadeforeningen AVS, Gigtforeningen Vestsjælland, Hjerteforeningen Slagelse, Lungeforeningen Lokalafdeling Slagelse Kommune, Kræftens Bekæmpelse Slagelse, Røde Kors Slagelse og SIND Slagelse i samarbejde med Frivilligcenter Slagelse.

Foredragsrækken gennemføres med støtte fra:
- §18/Slagelse Kommune