Velkommen til ny leder og barselsvikar i Fællesskabsalliancen
27. november 2025
Kære medlemmer, samarbejdspartnere og frivillige
Bestyrelsen i Frivilligcenter Slagelse vil gerne byde velkommen til Frivilligcentrets nye leder og til barselsvikar for Nanna Lysdal i Fællesskabsalliancen.
Ny leder i Frivilligcenter Slagelse er Mette Kugelberg Nielsen, som tiltræder den 5. januar 2026.
Barselsvikar Mette Marie Skovmand, som I kender som Brobygger i Frivilligcenter Slagelse, starter den 1. december 2025 som vikar for Nanna Lysdal, som er gået på barsel.
Efter en stor ændring for Frivilligcenter Slagelse, da Lykke afsluttede sin mangeårige store indsats – og nu er i gang med at træde nye veje videre – så er det lykkes at få ansat Mette Kugelberg Nielsen til at bære stafetten videre.
Mette er parat til at videreudvikle samarbejdet med foreningerne og de selvorganiserede grupper og fastholde og udvikle kontakten og samarbejdet med de kommunale samarbejdspartnere.
Mette sender en hilsen til jer:
” Kære foreninger og samarbejdspartnere.
Jeg glæder mig meget til at hilse på alle jer, høre nærmere om jeres initiativer, mærkesager og komme i gang med arbejdet som leder af Frivilligcenter Slagelse.
Nogle af jer har muligvis mødt mig i andre sammenhænge da jeg selv er født og opvokset i Slagelse og været en aktiv del af foreningslivet siden jeg var 14 år.
Jeg ser frem til samarbejdet med jer alle.”
Samtidig med dette vil Mette Marie Skovmand pr. 1. december 2025 træde ind som barselsvikar for Nanna Lysdal i Fællesskabsalliancen. Mette Marie medbringer stor viden og erfaring som Brobygger i Frivilligcenter Slagelse – noget som passer rigtig godt ind i Fællesskabsalliancens fokus.
Mette Marie glæder sig til at samle stafetten op og bygge videre på de gode erfaringer, som projektet har ført til med Nanna i spidsen og i samarbejde med foreninger og øvrige samarbejdspartnere.
Frivilligcentret fastholder og udvikler selvfølgelig vores kerneydelser –
A) Videnscenter
B) Guide
C) Fællesskaber
D) Praktisk servicerolle i relation til de enkelte foreninger og grupper
Vi vil glæde os til forsat at støtte nye initiativer til den frivillige indsats indenfor det sociale område – både traditionelle og aktive foreningsdannelser, selvorganiserede og selvforvaltende initiativer men også i funktionen som brobygger mellem borgere og eksisterende aktiviteter.
Bestyrelsen i Frivilligcenter Slagelse ser frem til samarbejdet og til i fællesskab at fortsætte udviklingen af Frivilligcenter Slagelse.
Vi håber at I alle vil tage godt imod Mette og Mette Marie i deres nye funktioner.
Kontakt os endelig, hvis I har spørgsmål eller andet.
Mette Marie kan kontaktes på tlf. 20 29 89 04 og mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. samt Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Indtil Mette starter 5. januar, kan I kontakte formanden Falk Bærentzen (som fortsat er fungerende centerleder indtil den 31. december 2025) på tlf. 51 40 90 73 og mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Et ønske om en god december måned - en glædelig jul og et strålende godt nytår!
På vegne af bestyrelsen
Falk Bærentzen
Formand Frivilligcenter Slagelse